Fokus på borgerne
25. august 2025
I Frederikssund skal borgerne være i centrum
Kommunen skal være til for mennesker – ikke omvendt. Vi skal skabe en kommune, der lytter, handler og inddrager borgerne tidligt i de beslutninger, der former vores fælles fremtid.
Frederikssund Kommune er til for borgerne – ikke omvendt. Serviceniveauet skal hæves, og kommunikationen skal være mere åben, ærlig og tilgængelig. Ingen skal stå tilbage med en følelse af at være tilsidesat eller magtesløs overfor kommunen. Når man henvender sig, skal man mødes med imødekommenhed, forståelse og vilje til at finde løsninger.
Det skal være et klart krav, at borgerne inddrages tidligt i de processer, hvor større beslutninger kan få betydning for lokalsamfundet, hverdagen og nærområdet. Borgerinddragelse må ikke være en formalitet til sidst, men en reel og forpligtende dialog fra starten.
Det gælder for eksempel ved byudviklingsprojekter, hvor nye boligområder eller erhvervsbyggerier kan ændre både trafik, natur og fællesskaber. Det gælder, når der træffes beslutninger om skolestruktur og daginstitutioner, hvor forældre, elever og personale skal have en reel stemme i, hvordan hverdagen formes. Og det gælder, når vi investerer i infrastruktur – nye veje, stier og kollektiv trafik – som direkte påvirker borgernes mobilitet og livskvalitet.
En kommune i øjenhøjde er en kommune, hvor borgerne oplever tryghed, nærhed og respekt – og hvor vi sammen finder de bedste løsninger for fremtiden.